Oldenburg Advokatfirma

Lejekontrakt

Skal man have en lejekontrakt? Og hvad skal der stå i den?

Lejekontrakten danner under hele lejeperioden grundlaget for den aftale, der er indgået mellem lejer og udlejer. Det er derfor vigtigt, at begge parter har forstået, hvad kontrakten går ud på.

Her på siden har vi fået en advokat med speciale i lejeret til at give et overblik over nogle af de mest almindelige spørgsmål til lejekontrakten.

Læs om de forskellige udfordringer her på siden eller kontakt os for at få en gratis vurdering.

Hvilke krav stilles til en lejekontrakt?

En skriftlig lejeaftale er først indgået, når både dig og din udlejer har underskrevet kontrakten.

Men der er i dansk lovgivning intet krav om, at en lejeaftale skal være skriftlig.

En lejeaftale kan sagtens indgås mundtligt, selvom det sjældent ses i praksis.

Selvom en lejekontrakt er bindende fra aftalens indgåelse, kan det ikke anbefales at indgå en mundtlig lejeaftale, da det senere kan blive vanskeligt at bevise, hvad der er aftalt.

Lejekontrakten kan i øvrigt anvendes som kvittering for betaling af husleje, depositum eller forudbetalt leje.

Desuden skal en lejekontrakt udfærdiges skriftligt, hvis en af parterne kræver det.

Hvis du er flyttet ind uden at skrive under på en skriftlig lejekontrakt, kan din udlejer ikke senere komme og tvinge dig til at skrive under på en kontrakt, der stiller dig ringere end du er stillet efter lejelovens bestemmelser.

Hvad skal der stå i lejekontrakten?

Lejeloven indeholder ikke regler om, hvad der som minimum skal stå i en lejekontrakt før den er gyldig.

En lejekontrakt bør dog indeholde oplysninger om, hvem der er lejer og udlejer, samt hvilket lejemål der er tale om.

Derudover bør det fremgå, hvornår lejemålet begynder, hvornår det ender (hvis det er aftalt på forhånd), hvor langt opsigelsesvarsel parterne har, og hvad der skal betales i husleje.

Langt de fleste lejeaftaler indgås som såkaldte typeformularer, hvor man simpelthen bare udfylder formularens felter og krydser af, hvad parterne har aftalt.

I private lejemål anvendes Typeformular A 10. udgave. For almene lejemål anvendes Typeformular B (også kaldet B 1998 eller B 6. udgave).

Bestemmelserne i disse standardkontrakter og typeformularer følger som udgangspunkt lejelovens regler, hvilket gør dem lettere at gennemskue for dig som lejer.

Tilføjelser der fraviger lejelovens bestemmelser, skal anføres i nærmere bestemte afsnit.

Fravigelser til typeformular A 10. udgave, skal f.eks. anføres i § 11 om særlige vilkår. Hvis de ikke anføres her, er de ikke gældende.

Det betyder dog ikke, at alt hvad der anføres i § 11 er bindende. Ugyldige vilkår bliver ikke gyldige, bare fordi de er korrekt anført i en typeformular.

Spørg en advokat med speciale i lejeret

Kontakt os i dag og få en gratis vurdering af din sag.

O

Hvad kan der skrives i lejekontraktens § 11?

Alle vilkår i lejekontrakten, der fraviger lejelovens udgangspunkt, skal anføres i kontraktens § 11. Er et særligt vilkår ikke anført her, bortfalder det.

Typiske vilkår der indsættes i § 11 er vilkår om tidsbegrænsning, huslejestigninger og udvidelse af lejers vedligeholdelsespligt.

Blot fordi et vilkår er anført i kontraktens § 11, betyder det dog ikke nødvendigvis, at vilkåret er gyldigt.

Ulovlige vilkår eller vilkår, der, ifølge lejeloven, ikke kan fraviges til skade for lejer, bliver ikke gyldige, selvom de er anført i dette afsnit.

Er man bundet af lejekontrakten?

Når aftalen er indgået, er både lejer og udlejer som udgangspunkt bundet af kontraktens indhold. Vilkår i kontrakten kan således ikke ændres, uden at begge parter bliver enige.

Lejer kan derfor ikke blive pålagt yderligere pligter eller få frataget rettigheder, der ikke var aftalt ved lejemålets start, uden at lejer selv accepterer det.

Visse bestemmelser i lejeloven kan dog ikke fraviges til skade lejer.

Indeholder en lejekontrakt sådanne ufravigelige regler, kan de tilsidesættes som ugyldige. Også selvom parterne har skrevet under på andet i kontrakten.

Derudover kan visse vilkår i lejekontrakten være urimelige i medfør af aftalelovens § 36, hvilket ligeledes vil medføre, at parterne ikke bliver bundet.

Selvom en lejekontrakt indeholder ugyldige vilkår, betyder det dog ikke, at hele kontrakten er ugyldig. De ugyldige vilkår bliver blot erstattet af lejelovens almindelige regler.

Hvordan laver man en gyldig lejekontrakt?

Den letteste måde at lave en lejekontrakt på, er ved at benytte sig af en typeformular.

Der er en vejledning med til typeformularen, så man kan få hjælp til at forstå, hvad der skal skrives i de forskellige afsnit.

Man kan dog med fordel få en advokat til at hjælpe med udarbejdelsen af en lejekontrakt.

Med en advokat sikrer man både, at kontrakten bliver udfærdiget korrekt. Men man bliver også beskyttet mod eventuelle fejl i kontrakten, da advokaten bliver ansvarlig for kontraktens indhold.

Her kan du hente en gratis Typeformular A 10. udgave.

Kontakt os for bistand til udarbejdelse eller gennemgang af en lejekontrakt.

Få en gratis vurdering

O